Hvad er en skrukhøne, og hvordan kan den afskrukkes?
juni 15, 2022

Hvad er en skrukhøne, og hvordan kan den afskrukkes?

Går din høne rundt og skræpper, puster sig op og kun i sjældne tilfælde forlader sin redekasse? Så er der gode chancer for, at hun er blevet skruk og ønsker kyllinger.
Hvis ikke du har planer om at skulle have kyllinger, kan det være problematisk at have en skrukhøne – En skrukhøne lægger nemlig ikke æg.

 

Hvad er en skrukhøne?

En skrukhøne er en høne, der ønsker at ruge kyllinger ud.
Hvis hun får muligheden for det, vil hun ligge på sine æg (og æg lagt af andre høns) hele døgnet rundt, i et forsøg på at ruge dem ud.
Hvis der ingen hane er i flokken, er æggene ikke befrugtede. Hvis æggene ikke er befrugtede, får skrukhønen ingen kyllinger ud af dem, uanset hvor umage hun gør sig.
Årsagen til at en høne bliver skruk, skyldes en blanding af hormoner, instinkt og miljømæssige faktorer.

Hvordan ved man, om en høne er skruk?

Hvis du aldrig har set en skrukhøne før, kan du måske komme i tvivl, om hvorvidt en høne er skruk. Når først du set en skrukhøne én gang, er du sjældent i tvivl igen!

Tegn på at din høne er skruk:

  • Hun vil ligge på sin rede hele døgnet og vil kun ind imellem rejse sig fra reden, for at få mad og vand, besørge og soignere sig.
  • En skrukhøne vil ofte være meget territorial over sin rede. Dette indebærer at hun vil puste sig op, hakke efter dig hvis du stikker hånden ind til hende, og lyde, ja, lidt som man kan forestille sig at en lille drage ville lyde.
  • Hun vil som oftest også plukke nogle af sine fjer på maven, for at hendes kropsvarme bedre kan forenes med æggene.

Hvis du ønsker at få kyllinger, er en skrukhøne ofte den bedste løsning – hun er trods alt naturens bedste ruger! Ønsker du derimod ikke at få kyllinger, kan det være problematisk at have en skrukhøne, for hun lægger ingen æg i den periode hun er skruk. Endvidere oplever vi herhjemme ofte, at en skrukhøne kan ”smitte”, og pludselig har man en hel flok skrukhøns, der ligger i hver deres rede og siger drage-lyde.

Hønseæg er cirka 21 dage om at blive ruget ud. Man kunne derfor forestille sig, at en høne der har ligget på ubefrugtede æg, ville rejse sig efter 21 dage. Men så let skal det ikke være! Skrukhøns er stædige og bliver gerne liggende i lange perioder, mens de venter på, at der klækker kyllinger. Det er derfor uholdbart at lade en skrukhøne forblive skruk, hvis der ikke ønskes kyllinger - for én ting er at hun ikke lægger æg i perioden, men en anden ting er, at hun faktisk også risikerer at ruge sig selv ihjel.
En skrukhøne spiser og drikker meget mindre end hun normalt ville gøre (omkring 80% mindre), hvorfor hun vil blive underernæret og afkræftet af at ligge skruk for længe.

Hvad gør man, hvis man ikke ønsker kyllinger?

Forebyggelse: Den bedste måde at undgå skrukhøns, er ved at forebygge.
Først og fremmest er det en god idé at fjerne æg fra redekasserne flere gange om dagen. På denne måde undgår du at der ligger æg i rederne og frister hende til at ruge på dem. En forsvindingsredekasse kan med fordel bruges, hvis du ikke har tid til at samle æg ind flere gange om dagen. Det kan også være en god idé at lukke af til redekasserne, når hønsene har lagt dagens æg.
Undgå at holde hønseracer, der har stor tendens til at skrukke (se tabel nederst på siden).

Selvom du forsøger at forebygge, vil du med stor sandsynlighed alligevel ende op med en skrukhøne før eller siden.

Hvordan afskrukker man så en skrukhøne?

  • Fjern hende fra hendes rede
  • Luk af for reden
  • Sæt hende på pind om aftenen
  • ”Skrukfængsel”

Fjern hende fra hendes rede
Løft forsigtigt din skrukhøne af hendes rede og sæt hende ud til resten af flokken. Det kan være en god idé at bruge handsker, hvis du har dine hænder kært (husk på, at høns stammer fra dinosaurer!).
Din skrukhøne vil formentlig forsøge at komme tilbage til sin rede, så det kan være nødvendigt at tage hende af reden flere gange om dagen.

Bloker hendes redekasse
Hvis din skrukhøne vender tilbage til sin rede, kan det være nødvendigt at blokere den. Dette kan gøres ved at sætte et bræt eller lignende for indgangen til reden.

Sæt hende på pind
Når mørket falder på og resten af flokken er gået til ro, kan du sætte hende på pind blandt de andre høns. Vent med at sætte hende på pind til det er blevet mørkt, så er der mindre risiko for at hun hopper tilbage til redekassen.

”Skrukfængsel”
Hvis det endnu ikke er lykkedes dig at afskrukke din høne, er der en sidste metode tilbage – skrukfængsel!
Bare rolig, ”skrukfængslet” er ikke i nærheden af så dramatisk, som det lyder. 
”Fængslet” består af et bur med net i top og bund. I buret skal din høne have adgang til mad, vand og gerne en siddepind. Din høne skal ikke have noget rede materiale eller anden form for strøelse, der kan gøre buret indbydende for hende.
Buret skal helst stå i dagslys (men ikke i direkte sol) og selvfølgelig i ly for vejr og vind. Lad din høne sidde i buret et par dage (på pind med de andre om natten), før du lukker hende tilbage til sin flok. Socialiserer hun med resten af flokken når hun bliver lukket ud, så er det lykkedes dig at afskrukke hende (Tillykke!). Vender hun tilbage til sin rede, må hun have et par dage mere i ”fængslet”.

Herhjemme har vi aldrig selv gjort brug af denne metode, da vi som regel lader vores høns udruge kyllinger når de er skruk. Om man bryder sig om metoden, er nok et spørgsmål om personlige præferencer.

Hvornår bliver høns skruk?

  • Det er ikke til at sætte en dato på hvornår din høne bliver skruk, men du kan være helt sikker på at hun nok skal blive det, når du mindst venter det!
  • Som tidligere nævnt, opstår skruk som et resultat af en kombination af hormoner, instinkter og miljømæssige faktorer.
  • Oftest lægger høns sig skruk i foråret eller op af sommeren, da de varme temperaturer er nødvendige under kyllingernes opvækst. Det ses dog også, at høns kan lægge sig skruk i løbet af efteråret og sågar også om vinteren.
  • Nogle hønseracer har større tendens til at skrukke end andre. Ofte er dværghøns generelt mere skruk-lystne end større høns. Ønsker du ikke kyllinger i dit hønsehold, kan det derfor være en god idé at du sætter dig ind i de forskellige racer, før du anskaffer dig høns.

Hvor længe er en høne skruk?
Som tidligere nævnt, er hønseæg cirka 21 dage om at blive ruget ud. Ofte vil skrukhøns dog blive liggende meget længere tid, hvis der ikke klækker kyllinger.

Hvis du gør brug af ovenstående tricks, bør din høne kun være skruk nogle dage. Når hønen ikke længere er skruk, begynder hun stille og roligt at lægge æg igen.
Har du en meget stædig skrukhøne, kan det dog tage længere tid at få hende afskrukket. Her må du væbne dig med tålmodighed og huske på alle de dejlige æg hun kommer til at lægge, når hun er kommet ud på den anden side igen!

Hvis du ikke ønsker kyllinger, bør du som nævnt tidligere, afskrukke din høne med det samme. Hvis du alligevel lader hende skrukke, skal du sørge for at tjekke op på hende jævnligt og sikre dig, at hun kommer ud og får mad og vand, og får besørget og soigneret sig.

 

Hvordan tager man sig af en skrukhøne?

Hvis du har besluttet at lade naturen gå sin gang, vil din høne blive liggende på æggende indtil de enten klækker, eller indtil det går op for hende, at de ikke kommer til at klække.

De fleste skrukhøns sørger selv for at gå af reden hver eller hver anden dag, for at få noget at spise og drikke. Sørg derfor for, at der altid er mad og vand klar til hende, når hun kommer ud på dagens udflugt.
Indimellem ses det at høner går i ”trance” når de er skruk, hvor de helt glemmer at spise og drikke, og besørger i deres redekasse. Hvis dette er tilfældet, må du hjælpe hende af reden hver/hver anden dag og sikre dig, at hun får spist og drukket.

 

Hvis din skrukhøne er fritgående, vil du måske opleve at hun lægger sig skruk et sted i haven. Hvis dette er tilfældet, må du enten sikre hende mod rovdyr hvor hun ligger, eller flytte hende i sikkerhed i hønsehuset. Hvis du flytter hende, kan du risikere at hun vil blive afskrukket. Hvis hun har lagt sig langt fra hønsegården og du beslutter dig for at lade hende ligge, kan det være en god ide at stille mad og vand frem til hende, tæt på hvor hun ligger.

Hvilke høns skrukker mest?
Visse hønseracer har større skruktendens end andre.
Her er en liste over nogle forskellige hønseracer der er henholdsvis skrukvillige og mindre skrukvillige. Selvom du vælger hønseracer der er mindre skrukvillige, kan du ikke være 100% sikret mod at få en skrukhøne før eller siden, men chancen er bestemt mindre, end ved de mere skrukvillige racer.

Skrukvillige

Mindre skrukvillige

Wyandot

Creme legbar

Kochin

Engelsk araucana

Silkehøns

Brakel

Brahma

Australorps

Orpington

Italiener

New hampshire

Barnevelder

Sussex

Skånske blomsterhøns

Farverolle

Ayam Cemani