Spring til indhold

Velkommen gæst

Venligst log ind eller registrer
Rotter i hønsehuset, Hvordan undgår du dem og hvad kan du gøre mod dem?

Rotter i hønsehuset, Hvordan undgår du dem og hvad kan du gøre mod dem?

Undgår du at holde høns, fordi du er bekymret for rotter? Eller fodrer du måske allerede på rotter i din hønsegård?

Læs med her og få tips og tricks til hvordan du undgår rotter i din hønsegård.

Du har måske hørt, eller selv oplevet, at rotter kan være til stor gene i en hønsegård. De spiser af dit foder og du kan risikere at de spreder sygdomme og spiser dine kyllinger. 

Men frygt ej, der findes en løsning!
Følg nedenstående steps for en rotte-fri hønsegård.

Step 1: Forebyggelse

Det bedste våben mod rotter i sin hønsegård, er forebyggelse. Sørg for at du fra starten af, bygger en rottesikker hønsegård (som til bonus også er sikret mod andre former for rovdyr).
Undgå at gøre din hønsegård tiltrækkende for rotter, ved at lade mad, rede materiale og lignende, ligge fremme. Selvom det kan være besværligt at få rottesikret sin hønsegård, er det den bedste gave du kan give dig selv og din befjerede venner - for det er det eneste måde du kan sikre, at der aldrig opstår problemer med rotter. Du sparer derfor en masse besvær, penge, arbejde og ærgrelser ved at forebygge. 


Er du grundig i din forebyggelse, kan du se bort fra alt det nedenstående i denne artikel (fedt!).

Step 2: Kend din fjende

Før du kan finde den bedste løsning til at komme af med rotter, må du kende til de helt basale fakta om disse skadedyr. 

Rotter er aktive hele døgnet, men huserer hovedsageligt om natten når der er ro, hvor de kommer frem fra deres skjul og leder efter føde. Ser du alligevel rotterne i løbet af dagtimerne, har du et stort problem. Hvis rotterne er aktive i dagtimerne, kan det tyde på at du enten huser rigtig mange rottefamilier, eller at de er så sultne, at de er desperate for at finde føde. 

  • Et par rotter kan producere op mod 2,000 unger på et enkelt år! Det er derfor vigtigt at du kommer rotterne til livs inden de formerer sig og bliver til en hel hær. 
  • Rotter har skarpe og stærke tænder. Dette betyder at de er i stand til at gnave sig igennem stort set alt:
-Træ (uanset tykkelse)
-Gips
-Hønsetråd
-Plastik

 

Listen er lang og det er derfor vigtigt at du sikrer din hønsegård med materialer, som rotterne ikke kan gnave sig igennem. 

  • Rotter kan klemme sig igennem helt små åbninger. Det er derfor vigtigt, at du vælger et net med meget små masker, til at sætte om din hønsegård. 
  • Rotter dræber og spiser kyllinger og andre smådyr, og kan i desperation på mad også angribe voksne høns, kaniner, grise og andre større dyr. 
  • Rotter er atleter. De er i stand til at grave flere meter ned under jorden, springe flere meter op i luften og endda klatre på de fleste overflader. Derfor er det vigtigt at din hønsegård er dækket over af enten et fast tag eller rottesikret net. 
  • Rotter bærer på mange sygdomme, lus, lopper, flåter, mider og meget mere. 
  • Rotter er stort set altædende. 
  • Rotter er i stand til at træde vande i op til 3 døgn i træk.
  • Rotter er irriterende kloge. Voksne rotter sender ”spejdere” (unge rotter) ud for at undersøge om maden er giftig, fælderne farlige osv. Derfor kan de store voksne rotter være rigtig svære at komme af med, og der kan derfor være en god idé at ligge en plan med din rottefænger, om at tage rotterne i den rette rækkefølge.

Nu når du ved mere om dine fjender, hvordan i alverden kommer du dem så til livs?

rottehul


Hvis du allerede har rotter i din hønsegård, er der flere metoder du kan tage i brug, for at komme rotterne til livs.  

  • Tag deres hjem og skjulesteder fra dem
  • Sørg for at de ikke har adgang til mad og vand. (Vand- og foder beholdere skal til enhver tid stå under fast tag og sådan at andre dyr ikke kan komme til det)
  • Gå i krig mod hver enkelt rotte du støder på

Step 3: Fjern deres hjem 

Dit første slag i krigen mod rotterne, er at tage deres hjem og skjulesteder fra dem. Hvis din ejendom er indbydende, kan du være evigt forvisset om, at du ikke slipper af med dine fjender. Det er derfor vigtigt, at du gør din ejendom så lidt attraktiv for rotterne, som muligt. 

Ryd op
Rotter elsker at leve og gemme sig i rod. Det kan være alt fra en brændestak, en kompostbunke, en bunke mursten; ja helt generelt alle former for rod.  

Sørg for at få fjernet alt rod fra jorden og få det løftet op i højden i stedet, så det ikke er lige så attraktivt at bygge rede i. 

Sørg også for at holde græs og anden beplantning omkring din hønsegård kort, så rotterne ikke har noget at gemme sig i (dette er selvfølgelig også en win win for dig, for så har du en bedre udsigt til dine høns!). 

Rottesikker hønsegård
Rotter giver ikke op uden kamp, så du skal være grundig i din rotte-sikring af hønsegården. 

For at være helt sikker på at du ikke får rotter i din hønsegård, skal den sikres af et stærkt og småt-masket net hele vejen rundt (her kan fx bruges kraftigt volierenet). Rotterne kan som sagt grave og klatre, så det er nødvendigt at hønsegården også er dækket i top og bund. 

Har du ikke mulighed for at lægge net i både top og bund, eller har du allerede rotter i hønsegården, er der nogle andre tiltag du kan gøre for at holde rottebestanden nede i din hønsegård:

Rottesikret hønsehus

Løft hønsehuset op fra jorden.
Rotter elsker at grave gange og bygge reder under hønsehuset. Der er lunt, trygt og der er let adgang til foder. Hvis dit hønsehus er bygget af træ eller står på fliser, kan rotterne let gnave/grave sig igennem, og på den måde få let adgang til både foderbeholderen og dine høns. Ved at løfte hønsehuset op i højden, er det ikke attraktivt for rotterne at slå sig ned under det. 

Bor dine høns i en gammel bygning eller lignende, hvor du ikke har mulighed for at løfte det op i luften, kan du i stedet beklæde det med rottesikret net. Rotterne trænger ofte ind gennem huller i væggen, og samlinger mellem vægge og loft. Sørg for at dække disse huller og indgange. 

Rottesikker kompost og mødding (hvis man har sådanne)
Rotter elsker at leve i kompostbunker og møddinger. Der er varmt, blødt rede materiale, tryghed og vigtigst af alt; fri adgang til deres helt egen buffet.
For at undgå at rotterne flytter ind i din kompostbunke eller mødding, må du gøre det så ubehageligt for dem at være der, som muligt. 

-Undgå at smide madrester i din kompostbunke. Vil du fortsat gerne kunne smide madaffald i din kompostbunke, kan du fylde det i stålbeholdere med meget små huller i, så madaffaldet har mulighed for at kompostere, uden at rotterne kan få adgang til det. 

-Du kan stadig smide haveaffald i kompostbunken, men for at undgå at rotterne finder det attraktivt at bygge rede i, kan du med fordel enten vende bunken, rode rundt i den med en greb eller vande den, med jævne mellemrum.

-Hønsemøg og strøelse kan med fordel smides i en dagrenovationens container i stedet for på en mødding. 

Step 4: Sult rotterne 

Hvor der er mad, er der rotter. 

Rotterne spiser alt hvad de kan finde i hønsegården, når mørket falder på. Jo mere mad der er, jo flere rotter kommer der. For at slippe af med rotterne én gang for alle, må du sørge for at de aldrig har adgang til mad. 


Saml æg ind jævnligt 

Rå æg er ikke rotternes livret, men de spiser dem gerne hvis de er sultne og ikke har andet at spise.

Lad aldrig æggene ligge i hønsehuset natten over og sørg for at en eventuel skrukhøne med æg ligger i sikkerhed for de glubske rotter. 

Opbevar dit hønsefoder forsvarligt

Mange hønseejere opbevarer deres hønsefoder udenfor, i beholdere der er lette for rotterne at gnave sig igennem. 

Opbevar i stedet dit foder i stål beholdere med et låg der slutter tæt. Har du ikke en stålbeholder, kan du midlertidigt opbevare foderet i dit hus, indtil du får købt en. 

Lad ikke vand- og foderbeholdere stå fremme om natten

Hvis du lader vand- og foderbeholdere stå fremme hele natten, byder du praktisk talt rotterne på ”all you can eat” tag selv-buffet. Udover at fodre på rotterne, risikerer du også at rotterne kan overføre sygdomme og parasitter igennem vand- og foderrester, som hønsene vil drikke og spise af når de bliver lukket ud til morgen. 

Husk på at rotterne mestrer parkour og klatring; så det er desværre ikke nok at hænge dine vand- og foderbeholdere op over jorden. 

Tag i stedet vand- og foder beholdere med ind hver nat og ud igen om morgenen. 

Rottesikker foderautomat:

Ironisk nok, er det desværre ikke altid, at en rotte-sikker foderautomat er rottesikker. Rotterne er nemlig ufatteligt (og uhyggeligt) kloge, så de finder hurtigt en måde at få adgang til foderet på. Der findes forskellige rottesikrede foderautomater der bygger på forskellige principper, men husk på; hvis hønsene kan finde ud af at bruge dem, kan rotterne også. 

 

rottesikret foderautomat

 Fjern madaffald

Hvis du går mod fødevarestyrelsens lovgivning og alligevel fodrer dine høns med madrester fra køkkenbordet, skal du altid huske at rydde de rester op som hønsene ikke får spist. Rotterne har hele natten til at gå og lede efter madrester i hønsegården, som de kan tage med ned til deres unger i rederne. 

Hold kyllinger inden døre om natten

Sultne rotter vil gøre alt for at få lidt mad, også selvom det betyder at de skal slå en kylling ihjel og spise den. Hønemor ser ikke ret godt i mørket, og har derfor svært ved at forsvare sig selv og sine små, mod nattens ubudne gæster. Sørg derfor for at dine kyllinger befinder sig et sikkert sted hen over natten. 

Step 5: Gå i krig!

Sidste slag i krigen mod rotterne er at gå i krig mod dem!

Rottefænger

Husk at vi i Danmark har anmeldepligt til kommunen, hvis man har fået rotter på sin ejendom. Det er forbudt at forsøge at bekæmpe rotter, uden at have haft rottefængeren ude først.

Når kommunen er underrettet, sendes der en rottefænger ud som kan hjælpe dig med at lægge en plan for hvordan du kommer rotterne til livs. Han vil med stor sandsynlighed rulle på øjnene når han hører at du har høns – for ja, hvis du ikke har rottesikret din hønsegård, er der risiko for at du før eller siden får problemer med rotter. 

Rottefængeren kan stille gift frem til rotterne. Husk at denne gift skal opbevaret forsvarligt i lukkede kasser der er beregnet til formålet!
Gift skal bruges med omhu, for selvom det kan være et godt våben mod rotterne, kan det også føre til andre problematikker. Hvis en forgiftet rotte bliver spist af et dyr, kan giften fra rotten også forgifte det dyr, der har spist den. Rotter kan også blive resistente over for giften, hvorfor den ikke vil have nogen virkning, og rotterne vil fortsat yngle og sætte en masse nye rotter i verden. Det er derfor vigtigt at du kun bruger den gift som rottefængeren sætter frem, og ikke køber andet gift hjem fra udlandet.

Staldkat

En god staldkat kan også være et godt våben mod rotterne. 

Katten kan fange og dræbe rotterne (sejr!), men de kan også gøre ejendommen mindre attraktivt for rotterne, for hvem vil egentlig slå sig ned hos en seriemorder? Ofte er kattens lugt og tilstedeværelse nok til at holde rotterne på afstand.

Hvis du har en kat der absolut ikke egner sig som rotte-seriemorder, må du gå videre til et af de næste tricks;

Fælder

Husk at det ikke er alle de rottefælder man kan købe, som rent faktisk fungerer som rottefælder. Rotter kan være ret store, og derfor også kræve en forholdsvis stor fælde. Rottefængeren har fælder med når han kommer og det er faktisk kun i samråd med ham at man selv må begynde at bekæmpe rotterne.

Hvilket lokkemad fungerer i øvrigt bedst?

Herhjemme har vi haft stor succes med at bruge rosiner, spegepølse og hønsefoder. 

Hønsefoderet kender de jo og er vant til at spise. 

Der kan med fordel stilles flere forskellige slags fælder rundt i og omkring hønsegården. 

Tips til at sætte fælderne:

  • Put kun lokkemad på selve udløseren af fælden. Hvis rotten spiser lokkemad rundt omkring udløseren og får udløst fælden uden at blive fanget i den, vil den huske at fælden er farlig, og den vil aldrig gå i en fælde igen. Det er derfor vigtigt at den bliver fanget i første forsøg. 
  • Placer fælderne langs kanter og vægge. Rotterne føler sig mere trygge ved at færdes langs vægge og kanter, og det er derfor ofte hér de passerer. 
  • Sørg for at fælderne sættes et sikkert sted hvor der ikke er andre nysgerrige dyr der kan komme til dem.
  • Brug altid handsker, dels for at kamuflere din egen duft, dels for ikke at få rottens bakterier på dig.

rotte fanget i fælde

Rottejæger 

Hvis ikke rottefængeren kan få bugt med rotterne, kan man kontakte en rottejæger, som kan komme og hjælpe jer af med rotterne. En rottejæger skyder rotterne med gevær.

Der er i øvrigt også den mulighed at kontakte en person med en veltrænet rottehund. I nogle kommuner bruger rottefængeren selv hund og/eller gevær.

Hjemmelavede fælder 

Glipper alt andet og er du kreativ og træt af klapfælder? Så kast dig ud i at lave dine egne rottefælder!

Der er god inspiration, vejledning og gode råd at søge på internettet. Husk at rotterne ved lov ikke må lide, så sørg for at lave dine fælder så humane som muligt.


Forhåbentlig vil disse tips og tricks hjælpe dig med at undgå at få rotter, eller komme af med dem hvis de allerede er der. Nyd dine høns og husk på alle de gode ting de også bidrager med. 

 

 

Pasning af kyllinger
Hvad er en skrukhøne, og hvordan kan den afskrukkes?

Din Kurv

TODAY IS YOUR LAST CHANCE TO SAVE HUGE
10%OFF+ - Use Code- : Ecomify10
Use promo code at checkout


Join the 1,000+ customers who have trusted Ecomify to help build their Shopify stores.

Din kurv er i øjeblikket tom

Din Ønskeliste